Optagelse på vildtkamera fra Espe den 14. februar 2019.

Bent Staugaard har denne optagelse på et vildtkamera og spørger hvilken lyd, som høres?

Har du et bud på, hvad det kan være?



.

Øresvin ved flydedokken, Svendborgsund. Poul Vestergaard Rasmussen

Fyns Amts avis skrev i går om Øresvinet og i dag var Poul V. på Vindebyøre og fotograferede hvordan øresvinet boltrede sig mellem de nysgerrige besøgende. Billederne viser også glæde og stor begejstring.

Fotos: Poul Vestergaard Rasmussen

Fotos: Poul Vestergaard Rasmussen

Fotos: Poul Vestergaard Rasmussen

Fotos: Poul Vestergaard Rasmussen

Fotos: Poul Vestergaard Rasmussen
.

Gamle dage!

Poul V. er faldet over et ældre foto og af nogle glade yngre mænd.

Bimmerbanden: Poul, Bent, Hans og Erhardt

Billedet er fra en tur til Skagen engang i slutningen af 90/00?


.
.

Kongeørnen ved Fangel - Nørre Søby er fortsat et tilløbsstykke!

Kongeørnen jages af musvåge torsdag den 16. januar 2020. Foto: Leif Sørensen

Den stationere unge Kongeørn (Svenskeren) i området ved Fangel og Nørre Søby trækker mange fuglekikkere til.

Området ved Nørre Søby er velbesøgt. Foto: Steen Winkel

Kongeørnen vender dagligt tilbage til træet, som kan ses fra Nyvej!

Musvågen eller musvågerne mobber Kongeørnen og det skete også i dag.

Kongeørn og musvåge den 17. januar 2020. Foto: Erik Thomsen

Lad mig komme væk!

Kongeørn. Foto: Erik Thomsen

Tak til fotograferne.



.





.

Kongeørnen ved Fangel - Nr. Søby er ringmærket

Lars Kirk fotograferede Kongeørnen i dag ved Fangel og et foto viser, at den er ringmærket.
På DOF FYN skriver Esben Eriksen at den er ringmærket i Sverige sidste år (2019).

Den unge Kongeørn. Foto © Lars Kirk

Rød farvering på højre ben og aluminiumsring på venstre.

Som det kan ses på farverne Rød ; Gul over aluminium. Nu bliver det spændende at se, hvor den er ringmærket. Spændingen er udløst: Det er en svensker ringmærket i mellem Sverige i 2019.

Kongeørn Fangel Foto© Lars Kirk

Kongeørn Fangel Foto© Lars Kirk

Senere i dag blev den set siddende vest for fængslet ved Nørre Søby i Dyrehaveskoven.
Stedet vender den ofte tilbage til.

Tak til Lars Kirk for fotos.

Det er en svensker! Esben Eriksen DOF-FYN



.

Min oplevelse med Sortgrå ryle. Foto og tekst Erik Thomsen

Hej Erhardt

Min oplevelse med Sortgrå ryle.

Første gang jeg så Sortgrå ryle var på Vresen 1. maj 1965.  Jeg var med Fisker Marius Jensen, opsynsmand på øen, der skulle indsamle sølvmåge 1 OL* æg til godset Broholm.  

Fisker Marius Jensen Foto: Erik Thomsen

I mens benyttede jeg tiden til at fotografere fuglene. 

Marius Jensen med sit 8 årige barnebarn Lotte på Vresen 1. maj 1966. Foto: Erik Thomsen

Vresen den 1. maj 1965. Rødt træhus indrettet til sommerbolig for en fiskerfamilie.

Der var også en Ederfugl, meget grå i fjerdragten som ynglede på samme sted hvert år.  

Her så jeg den Sortgrå ryle i strandkanten mellem håndstore sten, 12 stk.  

 Jeg kan huske Jørgen Rabøl havde set dem samme år ved Knudshoved.

I juni måned 1965 var jeg i Lapland i området ved Ammernæs. Her så jeg Sortgrå ryle på ynglepladsen, se foto.

Franz Josefs Land, Russisk var jeg med på en ekspedition med Skibet Ortelius, hvor vi var i land på Jacksons Ø.
For foden af bjerget ynglede Sortgrå ryle, se foto. 

Sortgrå ryle Franz Josefs Land Foto: Erik Thomsen

Det var også her Fridtjof Nansen i 1896 overvintrede et år.

Venlig hilsen
Erik Thomsen

Ps. *: 1 OL er lig med 4 snese, er lig med 80 stk. æg.  En gammel betegnelse man brugte på landet
.

Sortgrå ryle AHL fra Vresen på besøg ved Knudshoved

Hej Erhardt!

Den sortgrå ryle, Søren Gjaldbæk, så på Knudshoved den 4. jan. Har jeg set derude første gang den 29.12.2014 og flere gange siden.

Læs Søren Gjaldbæk Ringmærket Sortgrå Ryle ved Knudshoved på DOF-FYN fra søndag d. 5. januar 2020.

Afdøde Lars Hansen ringmærkede fuglen på Vresen d. 29. november 2013. Fuglen var minimum 2 år gammel på ringmækningstidspunktet!

AHL fotograferet af Poul Brugs Rasmussen den 31. januar 2015 kl 14:42 på Knudshoved, Nyborg

Det er fantastisk at den kan finde tilbage til havnemolen hver vinter – og hvor længe kan den blive ved? 

AHL fotograferet af Poul Brugs Rasmussen den 6. februar 2015 kl 10:57 på Knudshoved, Nyborg

På et tidspunkt hørte jeg om en fugl der var set 13 vintre i træk.


Mvh
Poul Brugs

Bent Staugaard tog fotos af AHL d. 29. januar 2019. De kan ses på:

Knudshoved Færgehavn Sortgrå ryle. Bent Staugaard


AHL er altså en trofast fugl hvad angår vinteropholdssted. Det ville være spændende med en aflæsning fra om sommeren ---- på Svalbard?

Pandion: Sortgrå ryle fra Svalbard

DOF nyheder: Sortgrå Ryle rejste 5000 kilometer – igen!

FugleogNatur, forum 2009: Hvor yngler Sortgrå ryle?

Purple sandpiper (Calidris maritima)

Sortgrå ryle er rødlistet!
.

Naturen i vores have. Poul Vestergaard Rasmussen

                                       

                                                         Naturen i vores have

                                                          Fuglene

Rent tilfældigt løber min kone Anne-Dorte på en hjemmeside fra Videncenter Bolius, hvor man kan teste om ens have er naturvenlig. Vi har aldrig været specielt beviste om at indrette vores have som et naturvenligt område – og selvom køkkenhaven selvfølgelig bliver drevet økologisk, var det overraskende, at denne test viste, at vi i 26 ud af 27 spørgsmål levede op til kravene om at have optimale betingelser for en mangfoldig fauna i vor have.
Med kun godt 2000 kvadratmeter er der ikke de store muligheder for at lægge noget ud til egentlig natur så som afgræssede engområder og lign. Men selv med den ringe størrelse er det åbenbart muligt at skabe optimale betingelser for naturen.

Når man som jeg, er lidt af en naturnørd og vild med at se på fugle, er det vel naturligt, at man fodrer fugle om vinteren, og at man fylder sin have med fuglekasser. Med det er man allerede et godt stykke på vej. Ved alle valmede gavle på huset er der under tagskægget lavet gråspurvekasser, og jeg vil tro, vi har et sted mellem 10 og 15 par ynglende. Vel tilsvarende er der af Skovspurve rundt omkring i haven samt flere par af blåmejser og musvitter.

    Skovspurv talrig ynglefugl på matriklen


Når stærene ankommer i slutningen februar, næsten på klokkeslæt, er det altid en stor glæde – foråret er om hjørnet. Hvor der førhen var en stærekasse på gavlen ved et hvert hus, er det trist at disse, hvis de overhovedet er der mere, er tomme. Stærene mangler simpelthen føde i de dresserede parcelhushaver – ja og også i landbrugslandet, som vi er omgivet af. Derfor er det ekstra glædeligt, at vi stadig har 4-5 par i vores kasser.

     Blåmejse ved foderbrættet

    Altid en stor glæde år de første Stære kommer ved kasserne sidst i februar.


Det er vel omkring 25 år siden vi satte en tårnfalkekasse op i en lygtepæl i det sydøstlige hjørne af haven. Den primære ide var en storkerede i toppen – men da dette, ikke uventet, aldrig blev til noget – var det opløftende, at vi faktisk siden pælen blev rejst har haft ynglende tårnfalke. Så omkring 25 år med 2-4 Tårnfalkeunger om året, må det være blevet til en del.

    Tårnfalkene nyder godt af den gamle storkerede når vingerne skal testes første gang.

En gammel have med tætte buske og krogede frugttræer er en yndet biotop for vores mange sangfugle, både dem der kortvarigt slår sig ned under trækket, og dem der yngler her. De mere almindelige, som for eksempel gransanger, tornsanger og gærdesanger, yngler her i haven.

Vi har gennem årene fået opformeret misteltene så de stort set vokser i alle vores frugttræer – de store klæbrige bær er en lækkerbisken for rigtig mange, ikke mindst Munken. Måske netop derfor ser vi en del Munke her på forårstrækket.

   Munk hun fouragerer i kejserkronerne under forårstrækket.

                                                          Vandhullet

Jeg mener, det var omkring 2006, vi fik gravet et vandhul i haven. Overfladen dækker vel omring 6-8 kvadratmeter, det er en meter på det dybeste. Den overskydende jord blev lagt som en lille høj i den sydlige ende, og herfra blev der etableret et lille vandløb. Det tog blot en dags tid at grave hullet, og allerede da vi havde lagt folien i bunden og de første 10-20 liter var kommet i, lød der et plask, da en Stor Vandkalv landede midt i vandet.  Vandhullet var godkendt og indviet!

Vores vandhul - måske den største gevinst i en naturhave.

Den efterfølgende tid viste, hvor stor betydning vand i haven har for fuglelivet. Det lave rislende vand i vandløbet er stedet, hvor fuglene drikker og vasker sig. Der er altid et leben af fugle, og mere specielle arter som Rødtoppet Fuglekonge og Bjergvipstjert har besøgt den offentlige badeanstalt. Gærdesmutten vimser altid rundt i stenene ved kanten, og Gransanger og Løvsanger er almindelige sommeren igennem.

    Gransanger i vandløbet

    Gulbugen er en mere sjælden gæst ved vandhullet.

                                         Insekterne ved vandhullet

Men som før skrevet var det insekterne, med vandkalven, der var de første indflyttere. Skøjteløbere, rygsvømmere og guldsmedene kom ret hurtigt efter. Især da vandhullet var ret nyetableret og bevoksningen lav havde guldsmedene gode betingelser.  Stor Blåpil, Grøn Mosaikguldsmed, Blodrød Hedelibel og Stor Farvevandnymfe blev almindelige.

    Stor Blåpil han – en af de almindeligste guldsmede i haven.

Især i de første år så vi ofte larverne af mosaikguldsmedene kravle op i vegetationen og på forunderligste vis forandre sig fra en lident skøn skabning til noget af det smukkeste. Et effektivt rovdyr – men alligevel så elegant med sine hurtige bevægelser og smukke farver.

En sådan oplevelse vil jeg netop fortælle om.

Endnu engang så jeg en sådan guldsmedelavrve bryde vandoverfladen og sætte sig på et dunhammerblad. Adskillige gange kom jeg forbi og nød hver gang den langsomme og betagende forvandling. Dagen endte og først næste morgen så jeg, at den færdige guldsmed stadig sad ved sit hylster. Henad dagen gik det op for mig, at den ikke kunne flyve – den ellers så sky guldsmed sad urørligt, hvor den sad. Det viste sig, at dens vinger – vel som en fejl under forvandlingen fra larve til voksendyr – var klæbet sammen. Meget nænsomt fik jeg lirket vingerne fra hinanden, men den sad der urørligt. Det var med en lykkefølelse, jeg så den lette og i akrobatisk overlegen stil slog en slag ned over vandet. Men ak – netop der sad en stor fed grøn frø og smask endte guldsmeden i dens gab. Så meget for min heltedåd.

    Mosaikguldsmed netop trådt ind i de voksnes rækker.

                                                             Krybdyr

Men på trods af denne oplevelse nyder jeg forår og sommer igennem de krybdyr, som også er gevinsten ved et sådant vandhul. Skrubtudserne er de først, vi hører, når det lunere vejr sætter ind, og når amorinerne rigtig vokser med varmen, klumper tudserne sig i hobetal, når de lystige hanner kaster sig over en stor dejlig hun. Når de lange tråde af æg er lagt, bliver de mere landlevende. Vi ser dem nu i drivhuset og i fugtige områder, hvor de nyder godt af Dræbersnegle og andet utøj. Lidt senere ser vi ægklumper af Springfrø – men de er kun kortvarigt ved vandhuller, og vi ser dem mest rundt i haven.

    Hvor er huntudsen?


Den Grønne Frø tager nu over. Den er langt den talrigste, og de er en nydelse at betragte, når de i små grupper sidder og fanger solen på opvarmede sten ved vandkanten. Jo - også selvom de fanger guldsmede…

    Store flæskefede grønne frøer.

Med jævne mellemrum får vi besøg af Snoge. De elsker vand, og de elsker fede frøer og tudser. I forgangne sommer ringede min kone oprørt, at en stor hunsnog var godt i gang med at æde en Skrubtudse. Jeg fik hende overtalt til at finde kameraet frem og forevige hændelsen, selvom det var meget mod hendes vilje at betragte det makabre syn mere end højest nødvendigt. Måske en af de mindre smukke sider af naturen – men alligevel fascinerende, selvom det stadig stod på adskillige timer efter, da jeg kom fra job.

    En af flere Snoge som har besøgt vores vandhul.

                                                         En ubuden gæst

Vandhullet – eller havedammen - var en gave til konen, så hun er konge over stedet – og lidt mod min vilje betød det, at vi fik Guldfisk her. Ikke en naturlig del af vores fauna syntes jeg og nok lidt hæmmende for bestanden af salamandere, da vi kun sjældent ser dem. Men det giver da andet liv – for ud over naboens kat får vi også besøg af Fiskehejren. Vores begejstring for det var forståeligt nok noget blandet.

         Netop landet på vores baghustag med maven fuld af Guldfisk.

                                                                 Insekter

En have uden sprøjtemidler og med et hav af blomster, buske og træer gir` mange insekter.  Især sommerfuglene gør sig bemærket, og min absolutte favorit er Citronsommerfuglen -  måske fordi det er en af de tidligste – hmmm, eller måske fordi den gir` mig forestillinger om citronfromage.   En anden af de tidlige sommerfugle er Auroraen – så smuk, især hannen med sine grønhvide overvinger og orange bagvinge.

     Aurora


Når sommerfuglebusken blomstrer, er der myriader af sommerfugle. Admiraler, Nældens Takvinge, Dagpåfugleøje ”Det Hvide C” og diverse Kålsommerfugle. For få år siden var vi heldige at se Sørgekåbe og hvert efterår sværmer et Rødt Ordensbånd rundt under stråtagets tagskæg.

Denne sommer fik vi også besøg i lavendlerne af en Duehale – så betagende at se når den som en anden kolibri flyver fra blomst til blomst og bogstavelig talt dypper snablen.

    Duehale i lavendlerne.

                                                 Og lidt fuglesnak mere

Selv om vi bor midt i et landbrugsområde her på Tåsinge, er vi privilegerede ved at være omgivet af økologiske marker til flere sider – men også privilegerede ved at bo tæt på kysten og flere gode naturområder som for eksempel Vejlen.
Vi har masser af fugletræk over os dagligt og med en havørnerede få kilometer herfra, ser vi også de imponerende fugle glide over jævnligt. Grønspætten kommer jævnligt med sine unger ved foderbrættet sidst på sommeren, og også Stor Flagspætte og dens unger finder føden i vores mejsekugler. Og hittet inden for spættefugle blev en Vendehals i drivhuset – som for år tilbage fandt interesse i vores myrer i drivhuset. Når vi vinterfodrer, har vi ofte op til 150 spurvefugle ved foderbrættet – jævnt fordelt mellem Skovspurv og Gråspurv.

    Stor Flagspætteunge ved mejsekuglerne,

    Og Solsort og Sjagger nyder godt af nedfaldsæbler.

    Og Spurvehøgen skal også leve.

Denne lille fortælling her i den grå vinter for at minde om, at dagene igen bliver længere, og at vi nærmer os foråret, hvor haven, med alt hvad den kan byde på, kan blive til stor glæde, hvis man hjælper naturen lidt på vej. Naturen er selvfølgelig bedst derude i det uberørte – men med få midler kan man bringe en bid af den tættere på sig – både til glæde for sig selv og naturen.

Foto og Tekst: Poul Vestergaard Rasmussen


.