Vi var faktisk på vej i Brugsen, da jeg nede over Vejlen ser nogle store fugle i luften.
Havørn Vejlen Tåsinge d. 3. september 2022. Foto© Poul V. Rasmussen |
Kikkerten afslørede det forventede - det var havørne og ikke mindre en 5 i alt.
Hmmm… Brugsen måtte vente lidt og med kameraet drog jeg til dæmningen.
Der var et leben derinde af nervøse ænder og gæs, så ingen tvivl om der var havørne her.
Ganske rigtigt sad der flere ørne inde på øerne, en del fløj rundt og skræmte ænder, mens endnu en lille flok sejlede rundt i luften over Vornæs skov.
Helt vildt! Det blev til 12 havørne.
Havørne Vejlen Tåsinge d. 3. september 2022. Foto© Poul V. Rasmussen |
Efter Brugsen måtte jeg dog lige forbi igen.
Allerede ved Strammelse på vej mod Vejlen, havde jeg en ung havørn flyvende direkte på vej mod øst og inden jeg nåede Vornæs skov, var der 5 ørne i luften over skoven.
Havørne Vejlen Tåsinge d. 3. september 2022. Foto© Poul V. Rasmussen |
Da jeg nåede dæmningen, var der 7 havørne i luften over Vornæs skov, 6 sad på øerne og sten længst oppe mod fugletårnet - og netop da kommer endnu en havørn glidende ind fra syd.
Det vil sige 14 HAVØRNE i Vejlen + den ved Strammelse.
Desværre var de ikke ret fotogene, men 15 Havørne er ganske sikkert rekord for øen……. Så vildt!
Poul Vestergård Rasmussen, Tåsinge Natur.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar