lørdag den 7. december 2013

Kalenderbilledet søndag d. 8. december 2013

Grønsisken fotograferet Holstenshuus mandag den 25. februar 2013.

Grønsisken
Denne han af Grønsisken er fotograferet i elletræerne området syd for Holstenshuus øst for Fåborg.

Grønsisken er udbredt i store dele af Europa og Asien. I yngleperioden holder den sig hovedsageligt til nåleskove, men kan resten af året findes i små flokke på jagt efter frø fra birk, el, lærk og rødgran
Hannens farver er klart gulgrønne og den er mindre stribet end hunne. Hannen har desuden en gul overgump, gult bryst og en sort isse og hagesmæk. Vingerne har to gule vingebånd og halen er kort med gule sider.

Fuglen yngler i et bælte over Nordeuropa og ind i Rusland. Grønsisken er en fåtallig og uregelmæssig ynglefugl i Danmark, men om vinteren kommer en del fugle fra nordligere egne på besøg i landet og nogle år findes så mange, så man snakker om invasionsår.

Fødeemnet er primært frø og i yngletiden desuden insekter. Fuglene er meget adrætte og kan ses hænge med ryggen nedad ligesom mejser. De kan også ses på foderbrættet i selskab med gråsisken, hvor de tager både frø og fedt

Læs mere på Dof-basen
Læs mere på Fugleognatur 

fredag den 6. december 2013

Kalenderbilledet lørdag d. 7. december 2013

Halsbåndstroldand Furesøen torsdag d. 13. februar 2013.

Halsbåndstroldand Furesøen
Halsbåndstroldanden er en amerikansk dykand, som kan forekomme spontant eller forvildet fra fangenskab i DK.

Ralph Qwinten, Lyngby finder onsdag d. 30. januar 2013 en Halsbåndstroldand ved Furesøen:
Mølleåen mellem slusen og Furesøen. Opdaget 12:50 på min daglige tur rundt i Frederiksdal. Studerede den en halv times tid før jeg følte mig sikker nok til at kontakte nogle lokale birdere. MKJ (tak for hjælpen) var hurtigt til stede med Fugle i felten og hurtigt blev vi helt sikre på at det ikke var en hybrid. Vi blev hurtigt enige om at den skulle meldes ud på BA og inden for 20 min stod der yderlige 5 birdere og flere var på vej. Sjovt at se hvordan der lægger issefjerene ned lige inden den dykker Videoklip her...

Halsbåndstroldand sammen med Blishøne, Furesøen
Torsdag d 13. februar var anden fortsat ved Furesøen, hvor Per Rasmussen og jeg spiste vores madpakker ved bredden af Mølleåen.

Halsbåndstroldand
Vi havde haft en god tur til Sjællands nordkyst efter Stor korsnæb og kørte derefter til Furesøen og videre til Lyngby Mølledam for at se Mandarinanden.

Halsbåndstroldand
Senere på eftermiddagen var vi også ved Porsmosen, hvor Høgeuglen var på plads og afsluttede rundturen ved Skelskør for at se efter Lille bjergand.

Mere Videoklip her...

Læs om Halsbåndtroldand på Fugleognatur
Læs mere på All about Birds

Kalenderbilledet fredag d. 6. december 2013

Halemejse søndag den 17. februar 2013 Svendborg

Halemejse
Den lille kuglerunde mejse med den lange hale og det hvide hoved er den nordiske race af Halemejse. Halemejsen forkommer hos os i en nordlig og sydlig race.
Halemejsene opdages tit på det skarpe 3-tonede kald, når de omstrejfende "mejsetog" kommer forbi. Hør stemmen...
Som det ses på denne Halemejse har den et meget kort næb og gulorange på det øvre "øjenlåg". Kønnene er ens.
Denne halemejse fulgtes med en lille flok, som følger kysten på Fynssiden af Svendborgsund og fouragerer i haverne med regelmæssige mellemrum.

Halemejser
Mejsekugler kan let lokke Halemejserne til korte ophold.

Mere om Halemejse på Dof-basen
Mere om Halemejse på Fugleognatur

torsdag den 5. december 2013

Kalenderbilledet torsdag d. 5. december 2013

Mosehornugle fra Skarø havn onsdag den 6. marts 2013

Mosehornugle
Denne martsdag var jeg på Skarø for at hente uglegylp der var efterladt på nordmolen og broen.

Nordmolen og broen på Skarø marts 2013. 
Molen som i løbet af vinteren havde været dagssoveplads for ca 30 Mosehornugler var forladt bortset fra 2 mosehornugler. Derfor var det meget enkelt at indsamle uglegylp, som Jørgen Terp Laursen Kirkeuglen.dk gerne ville undersøge.

Over et kilo uglegylp indsamlet!
Følgende skrev Jørgen Terp Laursen:

Hej Erhardt

Så har jeg fået undersøgt de mange gylp og som du kan se, var det ikke overraskende med de mange mosegrise. Skulle du ved en anden lejlighed have mulighed for at indsamle uglegylp fra småøer, er jeg MEGET interesseret.
Jeg betaler gerne fragten.
Når man undersøger småpattedyr fra småøer er sløruglegylp de bedste til det formål.
NB. Jeg publicerer IKKE sløruglelokaliteter. 

Venlig hilsen og tusind tak for din hjælp. 
Jørgen Terp Laursen

Undersøgelse af mosehornuglegylp indsamlet på Skarø i foråret 2013:
Skovmus 4
Rødmus 1 Muligvis "ny art" for øen
Mosegris 46
Nordmarkmus 2

Der opholdt sig op til 35 mosehornugler på Skarø og der var en meget stor bestandstæthed
af mosegrise.

Mosehornugle på Dof-basen
Mosehornugle på Fugleognatur
Mosehornugle på Naturstyrelsen

onsdag den 4. december 2013

Kalenderbilledet onsdag d. 4. december 2013

Gråmåge fra Hanstholm havn tirsdag den 8. januar 2013

Gråmåge Hanstholm havn
En måge på størrelse med Svartbag, meget lys uden mørke vingespidser så er det en Gråmåge. Denne gråmåge er typisk for de fleste Gråmåge, som vi møder i danske vestkysthavne og i forbindelse med sortstrubet drosselturen ville vi også se Gråmåge, Hvidvinget måge og Topskarv, som alle tre var meldt fra Hanstholm sammen med en mulig Amerikanske sølvmåge.
Sølvmåge                                             Gråmåge                                              Svartbag       
Gråmågen ligner meget den lidt mindre Hvidvinget måge, som er en anden sjælden vintergæst fra arktisk, men kan den første vinter kendes fra Hvidvinget måge ved at have langt lyserødt næb med en helt sort spids - kaldet "tændstiknæb".
Tændstiknæb
De fleste Gråmåger vi ser i DK er ligesom denne fugl fra Hanstholm en ungfugl med en fint mønster og et rødligt skær.

Vi var heldige med Gråmåge og den mulige Amerikanske sølvmåge, som Henrik Haaning har skrevet om på sin blog: Haaningsblog
men fik ikke set Hvidvinget måge eller Topskarv på den tur.

Læs mere om Gråmåge hos FugleogNatur eller Dof


tirsdag den 3. december 2013

Kalenderbilledet tirsdag d. 3. december 2013

Sortstrubet drossel ved Vust Holme tirsdag den 8. januar 2013

Allerede den 28. december 2012 blev den Sortstrubede drossel fundet af Hans Henrik Larsen på en oversvømmet mark ved Lundfjordvej ca 150 meter fra Vustholmevej ved Vust Holme  i Thy og den var trofast i haven indtil den 13. januar 2013.

Sortstrubet drossel
Det havde længe været på min ønskeseddel at se en han af Sortstrubet drossel og med en stationær af slagsen var det en god mulighed at få en sådan at se ved Thy. Der var gået flere år siden den stationære hun ved Nivå kunne besøges.
Tirsdag d. 8. januar kørte Henrik Knudsen og jeg mod Vust, men da vi kom frem var vejret meget diset eller nærmest tåget. Vi fik stor hjælp af Henrik Haanning (Hhn) til at finde fuglen. Se Hhn's blog om droslen Her... og Her... Det tågede og disede vejr gav ikke gode fotobetingelser!

Sortstrubet drossel i tågen
Sortstrubet drossel yngler i Sibiriens tajga mod vest til Urals vestskråninger. Enkelte ses årligt i Vest Europa især efterår og vinter.

Se alle obs af denne fugl på Dof-basen Her...

mandag den 2. december 2013

Kalenderbilledet mandag d. 2. december 2013

Mandag den 2. december 2013.

Dagens kalenderfoto af Skovskaden er fotograferet i Svanninge Bakker den 3. januar 2013.

Skovskade
Folk, der ser en skovskade første gang tæt på, tænker, at det dog er fantastisk med så flot og eksotisk en fugl i den danske natur. De senere år er den blevet mere almindelig og har bredt sig til egne af Danmark, hvor den ikke tidligere fandtes. Skovskaden blev jagtfredet i 1994. Det har medført en øget tillidsfuldhed, så flere danskere lægger mærke til den. Men vagtsom, det er skovskaden nu alligevel, og de fleste kender dens hæse hvæs af en advarsel i skoven. fortæller Jan Skriver i  "Skoven".

Kurt Serve har i Fyns Amts Avis lørdag d. 26. oktober 2013 i rubrikken "Lørdagens fugl - Skovskade" skrevet:

Jeg er på vej ind gennem en stor, gammel løvskov. Her er ganske stille bortset fra en spættes dunken i et træ i nærheden. Men så lyder der en grim, skrattende, hvæsende stemme. Den er svær at gengive, men du kan høre den på vedhæftede Her...
I en beskrivelse af skovskaden fra omkring år 1700 kaldes den en ”Knarre, fordi den stemme kan lyde som et lærred, der rives itu i hurtige ryk”. Og så kommer den fl aksende imellem træerne. Det er sjældent, jeg ser den, og mange vil nok ikke kende den. Jeg kunne godt finde på at kalde den ”Skovens spøgelsesfugl”.
Ser du fuglen, så er den let at kende på sine rødbrune farver, sorte skægstribe, hvide overgump og blå vingeplet. Selv om vi sjældent ser den, er den almindelig i hele Danmark. Den hører til i skovene, og helst i løvskovene. Reden er stor og skålformet. Bygget af grene, som hannen og hunnen henter. Det er hunnen, der ruger, som ved de fleste fugle, men hannen sørger for føde til hende imens. Skovskadens vigtigste føde er ubetinget: Agern, bognødder og hasselnødder. Men ellers spiser den orme, insekter, fugleunger og mindre pattedyr.
Den er mester i at hamstre agern og nødder. Hvis man kunne være heldig, ville man se skovskaden flyve frem og tilbage og gemme dem i et depot. Der anlægges mange depoter i huller eller under mos. Depoterne kan godt ligge langt væk. Og det forunderlige er, at den kan huske de fleste af dem - også når det hele er dækket af sne.

Ved invasion fra Skandinavien ses de især i oktober, november og først på vinteren. Invasioner opstår når frøsætningen nordpå er mangelfuld. Når der er mangel på føde vil især unge Skovskader udvandre og kan på træksteder som fx Dovns Klint ses i små flokke på en halv snes stykker. Siden omkring 90'erne har den danske bestand af skovskader været på ca 50.000 ynglepar og de er standfugle.

Læs mere om Skovskaden hos DOF på  Skovskade (Garrulus glandarius)