Tåsinges første glenteunger ringmærket.
Tekst: Poul Vestergård Rasmussen Foto: Morten Kristiansen & Poul Vestergård Rasmussen
At bestanden af røde glenter er voksende her i landet, kan
der næppe sættes spørgsmålstegn ved.
Alene antallet af glenter på Fyn, der i vinterhalvåret samles til
overnatning i store grupper, taler deres eget sprog, og matcher efterhånden de
oplevelser man i 80-erne skulle til Skåne for at få.
Tilsvarende er det med de ynglende røde glenter, hvor man år
efter år hører om nye par i de fynske skove. Forventeligt var det også, at
glenterne før eller siden ville slå sig ned på Tåsinge, men som herboende, syntes jeg, det trak noget ud. Allerede i foråret 2019 fulgte jeg et par
glenter, som var meget aktive i skovene midt på øen. Efter en del søgen fandt
jeg en rede, som efter min beskrivelse til kyndige glentefolk, godt kunne
tilhøre glenter. Men ak, efter en del besøg ved reden fandt jeg en grågås i
reden og tanken om rød glente blev opgivet for denne gang.
 |
| Grågås i rovfuglerede maj 2019 – det blev ikke glente denne gang |
Der skulle gå en del år, inden der igen var en aktivitet,
som kunne tyde på, at glenten ville vælge Tåsinge som yngleområde. Faktisk skete det først i nuværende år, hvor
jeg omkring månedsskiftet februar/marts, gentagende gange så rød glente på den
nordvestlige del af Tåsinge. Efterfølgende var det mere reglen end undtagelsen,
at jeg på bestemte vejstrækninger så glenter i luften, når jeg kørte der.
 |
| Rød glente på det nordlige Tåsinge. |
Med de mange observationer af glente i området, blev det
mere og mere klart, hvor et eventuelt ynglepar kunne tænkes at slå sig ned, og
efter en del søgen lykkedes det mig endelig at finde reden. Det var sidst i
april. Per Rasmussen (artskoordinator for rød glente) var til stor hjælp gennem
beskrivelse af udseende og placering af rede.
Vi var tæt på, at bukkejagten gik ind, og der burde handles
for at undgå forstyrrelser ved reden. Indrømmet, jeg har ikke det bedste
forhold til skovejeren pga. tidligere uoverensstemmelser, så jeg bad Morten
Kristiansen, lokal ornitolog, om at sørge for at tage de nødvendige snakke med
ejeren. Det korte af det lange blev, at Mortens diplomatiske evner rakte til, at
skovejeren var indforstået med, at vores glentepar den 27. juni, blev en del af
et ringmærkningsprojekt.
Selve ringmærkningen var en del af LIFE-Eurokiteprojektet,
hvor man ville sætte GPS-sendere på ungerne, for efterfølgende at kunne spore
deres færden. Det er første gang, det er
sket i Danmark, og det bliver rigtig spændende at se resultatet
efterfølgende. Selve ringmærkningen
blev foretaget af folk tilknyttet ringmærkningsafdelingen på Naturhistorisk
museum, mens GPS-senderne blev sat på af et LIFE-team af blandt andet folk helt
fra Østrig.
Det viste sig, at ungerne i ”vores rede” var for små til at
få sendere på. Havde de ikke været det, var de ud over at være Tåsinges første
glenteunger i kendt tid, også de første glenteunger i Danmark, der havde fået
sender på. Skæg tanke, men oplevelsen blev dog ikke mindre af den grund. Glædeligt var det dog, at man efterfølgende fik sat sendere på 9
glenteunger forskellige steder på Fyn (Se her).
 |
| En del af Lift-teamet på vej op til glentereden. Foto© Morten Kristiansen |
 |
| En klatretur på godt 20 meter |
 |
| De to glenteunger på vej ned i poser til ringmærkerne |
 |
| Hans Rytter, erfaren fynsk ringmærker stod for påsætningen af ringene. |
 |
| De skønne unger virker ganske upåvirkede af situationen. |
 |
| Selv om der bliver bidt lidt negle |
 |
| - og hængt lidt med hovedet |
 |
| Der bliver holdt øje med os dernede. En af forældrefuglene over redetræet |
 |
| Der måles, vejes og noteres data. Foto© Morten Kristiansen |
 |
| Det sidste pust inden turen går tilbage til reden. |
 |
To glade tøsingske ornitologer efter dagens oplevelse – her Morten Kristiansen. |
 |
| - og skribent og fotograf Poul V. Rasmussen |
.
