Snatur har modtaget følgende:
Hej Erhardt
Hej Erhardt
I går var jeg sammen med Kurt Kaack på Atlasarbejde i i EG33 Revsøre. Vi snakkede med en af beboerne nede i Revsøre om Vresen, og han fortalte, at den del af Vresen, der er på kvadratet EG44, er blevet opslugt af Storebælt.
Det fik mig til at tænke på, om du ikke kunne formå at få en kyndig person til at lave en status om Vresen på din fremragende hjemmeside.
 |
| Vresen EG44 i Atlas III |
Det fik mig til at tænke på, om du ikke kunne formå at få en kyndig person til at lave en status om Vresen på din fremragende hjemmeside.
Mvh
Vagn
Den er hermed givet videre!
Har du informationer om Vresen så kommenter endelig.
På nettet kan der findes oplysninger om Vresen og nogle af disse kommer herunder. Som Vagn skriver så har Vresen være under kraftig forandring. Den nordlige del af øen er efterhånden forsvundet i løbet af de tre Atlas perioder.
På Grundkort Fyn kan denne forandring meget tydelig ses.
Wikipedia, den frie encyklopædi om Vresen:
"Vresen i slutningen af 1800-tallet.
Vresen er en smal ca. 50.000 kvadratmeter stor ubeboet holm i Storebælt, 12 kilometer (6,5 sømil) sydøst for Nyborg på Fyn og 6,5 sømil nord for Lohals på Langeland. Øen Vresen, der oprindeligt var en forholdsvis stor moræneø med to huse, eksisterer ikke længere. I nutiden er det kun sandrevet Langesand og Tamodde, der bærer navnet Vresen.
Fra Langelands vestkyst ud for Lohals strækker der sig en ca 2 km bred undersøisk ryg mod nord. Ryggen, der har flere gennemskæringer, er oversået med grunde og puller og fra syd mod nord ligger holmene Smørstakke, Langesand og Vresen. Ryggen er skabt af Storebæltsgletsjeren i sidste istid, og danner sammen med Sprogø og nogle rev længere mod syd, en såkaldt morænebue. Vresen er kun cirka en kilometer lang og meget smal. Den ligger ikke mere end to-tre meter over havets overflade. Vresen er i en proces, hvor den langsomt forsvinder, idet bølgerne eroderer den bort.
1529 ejede Johan Friis, Hesselagergård Vresen. I 1767 kom øen under stamhuset Broholm ved mageskifte med Glorup.
Omkring 1700 husede øen en af de fem danske karantænestationer, der blev oprettet for at isolere epidemiramte skibsbesætninger.
1845 var der på øen lidt skov, overdrev og mose og den var beboet af fiskerfamilien Gregers Andersen og Anne Kirstine Andersdatter med to børn. De sidste beboere var en fiskerfamilie, der fra 1898 til 1922 boede på øen. De måtte efter en stormflod i 1922 omgående forlade øen.
Godset Broholm havde i mange år et sommerhus på øen. Betonfundamenterne kan stadig ses ud for den nordlige kyst. 1995 købte staten Vresen.
I nutiden ses kun græs og marehalm. Holmen er desuden et beskyttet fuglereservat. Vresen Vildtreservat omfatter 123 ha og består af foruden et havområde af en lille rest af øen Vresen samt sandrevlen Langesand, der tilsammen udgør 4 ha og som tilsammen har en længde på lidt over en kilometer.
Øens fugle og planteliv er truet af invasionsplanten rynket rose. En lang række planterarter, som er hjemhørende på øen har måttet vige pladsen i konkurrencen med rynket rose og dermed forsvinder også de dyr og insekter, der er afhængige af det oprindelige økosystem.
Af øens mest almindelige ynglefugle kan nævnes ederfugl, svartbag, strandskade, gråand, knopsvane og grågås.
Muslingebankerne omkring Vresen er et meget vigtigt fourageringsområde for ederfugle. Sandrevlerne er betydningsfulde som rasteplads for grågås og skarv samt som fældningsplads for toppet skallesluger.
For at beskytte fuglelivet, er der fra den 1. oktober til den 30. juni adgang forbudt på holmen og vandet i en afstand af 300 meter fra øen."
Achton Friis og Johannes Larsen besøgte Vresen
VRESEN
Den er kun 9,7 Tdr. Land — eller for at være strængt nøjagtig 9,7 Tdr.
Sand! — og den syner heller ikke af synderligt, naar man iagttager den paa nogen Afstand ude fra Vandet. Oprigtig talt ser man et Par Kilometers Vej fra den ikke andet end det Træhus, som ligger paa dens nordre Ende; det ligner Noahs Ark, der flyder paa Vandene. Tiltrods for at det ligger paa Øens højeste Punkt, kan dets Bræddegulv kun prale af at ligge halvanden Meter over Havfladen, og samme Højde naar de Klinter, som garderer Nordspidsen. Øen er fuldkommen flad, og foruden det nævnte Hus og et Skur til Fiskeredskaber nærmere ved Sydenden er det eneste, som rager op over dens Sand, nogle sparsomme Rester af en mislykket Beplantning, mest nogle Hyld og forkrøblede Birke, bornholmske Røn og enkelte lave Naaletræer. Ellers er her kun Græs og Marehalm og vilde Blomster.
Men alligevel — dette er ikke en fyensk Ø for ingenting, Idyllen er her trods alt. Men den skyldes Dyrene og Fuglene. Rundt om paa Jorden indenfor og udenfor Digerne, paa Digerne, ja i Træernes Toppe, sad i Tusindvis af Storm-maager; og de var i den Grad tamme, at de først lettede, naar vi var dem paa 6-7 Meters Hold. Og de satte sig straks igen, saasnart vi var gaaet forbi. De rejste foran os som en Byge, et Uvejr af hvide, flaksende Vinger, og deres ustandselige Skrigen var øredøvende.
Sorte, brune og hvide Smaabylter farer forfjamskede rundt paa Jorden mellem Træerne; det er vilde Kaniner. De lever tilsyneladende i bedste Forstaaelse med Maagerne; en sovende Kanin og en Maage sad klods opad hinanden saa længe, at Johannes Larsen fik rigelig Tid til at tegne dem. De sad Model, som de var betalt for det.
Et fint Graavejr giver Himmel og Hav samme bløde Farvetone, og midt i dette ligger den lille Ø som en svømmende, grøn Ærtebælg. Den milde, fine Luft, det fjærne, blaanende Fyen, Havets blyfarvede, vandrende Flade, de brune Tørvediger med det solsvedne, gulgrønne Græs imellem, Træernes bævrende Løv og deres hvislende Naale — og overalt de skinnende, fine, hvide Fugle.
Huset paa Nordenden er en stor Rønne, slet bygget, men pænt holdt. Fiskere holder altid deres Boliger ligesaa pyntelige som deres Fartøjer. Den eneste Beboer, vi traf hjemme, var en stakkels ensom, graahærdet Puddelhund, der var lænket bag Husets Plankeværk, men — aabenbart for Udsigtens Skyld — var kravlet gennem et Hul i dette og nu sad og gøede ad os, da vi kom hen til den. En stor, forfalden Tangpresse, besat med Stærekasser, men uden Stære —
her er af Fugle kun Maager paa Øen — en Tjærevogn til Kogning af Net, en hullet Spand, i „Haven" to Stænger med Stærekasser, men med Maager ovenpaa — her er Maager ovenpaa alting — og saa 3—4 Baade paa Stranden. Beboerne er vel paa Søen, eller i Nyborg eller Lundeborg, den nærmeste Havn, for at sælge Fisk.
— Hunden gø’r igen, da vi forlader den; men det lyder saa sørgeligt nu; den er ked af, at vi gaar vor Vej.
Paa Vestsiden af Øen nær Revet, som forbinder den med den lille, sandede Holm „Langesand", er en Landgangsbro af nedrammede Pæle. Her ligger et Material- og Arbejdsskur af Træ, hvori vi finder Spor af, at der nylig er arbejdet. Baadene, som ligger paa Land ved Landingsbroen, er fortrinlige. Her er 3 Joller og 2 større Fiskerbaade med Halvdæk og Fiskedam.
— Vi forsøgte at komme ad Revet ud til Langesand, men Forbindelsen var af Højvandet overskyllet paa en Strækning af 30 Alen. Paa Revet saas 3 Par Gravgæs, en Flok Graaandrikker og enkelte Strandskader. Paa otteogtyve Bundgarnspæle, der gaar vinkelret ud fra Kysten, sidder otteogtyve Maager paa Rad, da vi ror bort. De skulde hellere skynde sig ind og bestille noget, for næsten alle Reder derinde er tømte for Æg — skønt det er over 14 Dage efter den Dato, da Loven forbyder dette!
Hele Vresen med Langesand er ialt et Par km lang, men i over 7* af sin Længde naar den kun ganske faa Meters Bredde. Kun Nordenden er paa det bredeste Sted omtrent 100 m. bred. Øen vrider sig som en Orm, S-formet fra Nord til Syd. Fra „Rylen“s Dæk ligner den fuldstændig en Gopler, der er undervejs nordpaa med en lang Hale med en Klump paa Enden slæbende efter sig.
Øen ligger i Hesselager Sogn, Svendborg Amt. Den hørte i sin Tid under Vor Frue Kirke i Nyborg og kom herfra under Hesselagergaard, men har fra 1767 hørt til Stamhuset Broholm paa Fyen. Den fik sine første Beboere i 1898, en Fiskerfamilie i et Bjælkehus. Den findes omtalt i den fyenske Biskop Mester Jacob Madsens Visitatsbog (Slutn. af 16. Aarh.) med følgende Ord: „Wresen Ø vden for Heszelager; Nels haffuer sin Stod der paa. Nogen Egekrat paa."
„Nels" er Niels Friis, daværende Ejer af Herregaarden Hesselager. — Selv dette elendige Sandrev har altsaa engang haft sin Smule Skov!
Da vi brød op fra Stedet var det blevet fin Støvregn, men just som vi passerede Langeland, brød Solen et Øjeblik igennem og belyste inde paa den lille Holm 4—5 Svartbagmaager og lige saa mange sovende Ederfugle paa Rad langs Stranden. Midt imellem dem sad, som Saul mellem Profeterne, én enlig Aale-krage!
— Vi satte Kursen lige mod Syd.
Fugle registreret i Dof basen.
Poul "Brugs" Rasmussen var forbi Vresen fredag den 22. juli 2017 og har sendt disse fotos:
Læs også følgende rapport fra Vresen :
Af Kurt Kaack Hansen, Niels Lumholt Jensen og Vagn Højkjær Larsen
”Skal vi tage den nye eller den gamle jolle”, spørger opsynsmand Gert Junge Nielsen. Vi er taget til fiskerlejet Revsøre, hvor vi har en aftale med Gert om at blive fragtet ud til Vresen på en smuk sensommerdag mandag den 14. August"
Adgangsforhold til Vresen
Retsinformation
Naturstyrelsen
Vresen vildtreservat
Et stykke svunden kystkultur
Læs mere om Vresen:
Sensationelt mange stenvendere på Vresen
.
Har du informationer om Vresen så kommenter endelig.
På nettet kan der findes oplysninger om Vresen og nogle af disse kommer herunder. Som Vagn skriver så har Vresen være under kraftig forandring. Den nordlige del af øen er efterhånden forsvundet i løbet af de tre Atlas perioder.
På Grundkort Fyn kan denne forandring meget tydelig ses.
 |
| Vresen. Det egentlige Vresens forandring fra 1945 til 2016. |
"Vresen i slutningen af 1800-tallet.
Vresen er en smal ca. 50.000 kvadratmeter stor ubeboet holm i Storebælt, 12 kilometer (6,5 sømil) sydøst for Nyborg på Fyn og 6,5 sømil nord for Lohals på Langeland. Øen Vresen, der oprindeligt var en forholdsvis stor moræneø med to huse, eksisterer ikke længere. I nutiden er det kun sandrevet Langesand og Tamodde, der bærer navnet Vresen.
Fra Langelands vestkyst ud for Lohals strækker der sig en ca 2 km bred undersøisk ryg mod nord. Ryggen, der har flere gennemskæringer, er oversået med grunde og puller og fra syd mod nord ligger holmene Smørstakke, Langesand og Vresen. Ryggen er skabt af Storebæltsgletsjeren i sidste istid, og danner sammen med Sprogø og nogle rev længere mod syd, en såkaldt morænebue. Vresen er kun cirka en kilometer lang og meget smal. Den ligger ikke mere end to-tre meter over havets overflade. Vresen er i en proces, hvor den langsomt forsvinder, idet bølgerne eroderer den bort.
1529 ejede Johan Friis, Hesselagergård Vresen. I 1767 kom øen under stamhuset Broholm ved mageskifte med Glorup.
Omkring 1700 husede øen en af de fem danske karantænestationer, der blev oprettet for at isolere epidemiramte skibsbesætninger.
 |
| Gudme Lokalarkiv |
Godset Broholm havde i mange år et sommerhus på øen. Betonfundamenterne kan stadig ses ud for den nordlige kyst. 1995 købte staten Vresen.
I nutiden ses kun græs og marehalm. Holmen er desuden et beskyttet fuglereservat. Vresen Vildtreservat omfatter 123 ha og består af foruden et havområde af en lille rest af øen Vresen samt sandrevlen Langesand, der tilsammen udgør 4 ha og som tilsammen har en længde på lidt over en kilometer.
Øens fugle og planteliv er truet af invasionsplanten rynket rose. En lang række planterarter, som er hjemhørende på øen har måttet vige pladsen i konkurrencen med rynket rose og dermed forsvinder også de dyr og insekter, der er afhængige af det oprindelige økosystem.
Af øens mest almindelige ynglefugle kan nævnes ederfugl, svartbag, strandskade, gråand, knopsvane og grågås.
Muslingebankerne omkring Vresen er et meget vigtigt fourageringsområde for ederfugle. Sandrevlerne er betydningsfulde som rasteplads for grågås og skarv samt som fældningsplads for toppet skallesluger.
For at beskytte fuglelivet, er der fra den 1. oktober til den 30. juni adgang forbudt på holmen og vandet i en afstand af 300 meter fra øen."
 |
| Foto fra "Et fritidsliv med sejlads 10. af Hans "Kringle" Nielsen, Toldbodgade Nyborg" |
Achton Friis og Johannes Larsen besøgte Vresen
VRESEN
Den er kun 9,7 Tdr. Land — eller for at være strængt nøjagtig 9,7 Tdr.
Sand! — og den syner heller ikke af synderligt, naar man iagttager den paa nogen Afstand ude fra Vandet. Oprigtig talt ser man et Par Kilometers Vej fra den ikke andet end det Træhus, som ligger paa dens nordre Ende; det ligner Noahs Ark, der flyder paa Vandene. Tiltrods for at det ligger paa Øens højeste Punkt, kan dets Bræddegulv kun prale af at ligge halvanden Meter over Havfladen, og samme Højde naar de Klinter, som garderer Nordspidsen. Øen er fuldkommen flad, og foruden det nævnte Hus og et Skur til Fiskeredskaber nærmere ved Sydenden er det eneste, som rager op over dens Sand, nogle sparsomme Rester af en mislykket Beplantning, mest nogle Hyld og forkrøblede Birke, bornholmske Røn og enkelte lave Naaletræer. Ellers er her kun Græs og Marehalm og vilde Blomster.
Men alligevel — dette er ikke en fyensk Ø for ingenting, Idyllen er her trods alt. Men den skyldes Dyrene og Fuglene. Rundt om paa Jorden indenfor og udenfor Digerne, paa Digerne, ja i Træernes Toppe, sad i Tusindvis af Storm-maager; og de var i den Grad tamme, at de først lettede, naar vi var dem paa 6-7 Meters Hold. Og de satte sig straks igen, saasnart vi var gaaet forbi. De rejste foran os som en Byge, et Uvejr af hvide, flaksende Vinger, og deres ustandselige Skrigen var øredøvende.
Sorte, brune og hvide Smaabylter farer forfjamskede rundt paa Jorden mellem Træerne; det er vilde Kaniner. De lever tilsyneladende i bedste Forstaaelse med Maagerne; en sovende Kanin og en Maage sad klods opad hinanden saa længe, at Johannes Larsen fik rigelig Tid til at tegne dem. De sad Model, som de var betalt for det.
Et fint Graavejr giver Himmel og Hav samme bløde Farvetone, og midt i dette ligger den lille Ø som en svømmende, grøn Ærtebælg. Den milde, fine Luft, det fjærne, blaanende Fyen, Havets blyfarvede, vandrende Flade, de brune Tørvediger med det solsvedne, gulgrønne Græs imellem, Træernes bævrende Løv og deres hvislende Naale — og overalt de skinnende, fine, hvide Fugle.
Huset paa Nordenden er en stor Rønne, slet bygget, men pænt holdt. Fiskere holder altid deres Boliger ligesaa pyntelige som deres Fartøjer. Den eneste Beboer, vi traf hjemme, var en stakkels ensom, graahærdet Puddelhund, der var lænket bag Husets Plankeværk, men — aabenbart for Udsigtens Skyld — var kravlet gennem et Hul i dette og nu sad og gøede ad os, da vi kom hen til den. En stor, forfalden Tangpresse, besat med Stærekasser, men uden Stære —
her er af Fugle kun Maager paa Øen — en Tjærevogn til Kogning af Net, en hullet Spand, i „Haven" to Stænger med Stærekasser, men med Maager ovenpaa — her er Maager ovenpaa alting — og saa 3—4 Baade paa Stranden. Beboerne er vel paa Søen, eller i Nyborg eller Lundeborg, den nærmeste Havn, for at sælge Fisk.
— Hunden gø’r igen, da vi forlader den; men det lyder saa sørgeligt nu; den er ked af, at vi gaar vor Vej.
Paa Vestsiden af Øen nær Revet, som forbinder den med den lille, sandede Holm „Langesand", er en Landgangsbro af nedrammede Pæle. Her ligger et Material- og Arbejdsskur af Træ, hvori vi finder Spor af, at der nylig er arbejdet. Baadene, som ligger paa Land ved Landingsbroen, er fortrinlige. Her er 3 Joller og 2 større Fiskerbaade med Halvdæk og Fiskedam.
— Vi forsøgte at komme ad Revet ud til Langesand, men Forbindelsen var af Højvandet overskyllet paa en Strækning af 30 Alen. Paa Revet saas 3 Par Gravgæs, en Flok Graaandrikker og enkelte Strandskader. Paa otteogtyve Bundgarnspæle, der gaar vinkelret ud fra Kysten, sidder otteogtyve Maager paa Rad, da vi ror bort. De skulde hellere skynde sig ind og bestille noget, for næsten alle Reder derinde er tømte for Æg — skønt det er over 14 Dage efter den Dato, da Loven forbyder dette!
Hele Vresen med Langesand er ialt et Par km lang, men i over 7* af sin Længde naar den kun ganske faa Meters Bredde. Kun Nordenden er paa det bredeste Sted omtrent 100 m. bred. Øen vrider sig som en Orm, S-formet fra Nord til Syd. Fra „Rylen“s Dæk ligner den fuldstændig en Gopler, der er undervejs nordpaa med en lang Hale med en Klump paa Enden slæbende efter sig.
Øen ligger i Hesselager Sogn, Svendborg Amt. Den hørte i sin Tid under Vor Frue Kirke i Nyborg og kom herfra under Hesselagergaard, men har fra 1767 hørt til Stamhuset Broholm paa Fyen. Den fik sine første Beboere i 1898, en Fiskerfamilie i et Bjælkehus. Den findes omtalt i den fyenske Biskop Mester Jacob Madsens Visitatsbog (Slutn. af 16. Aarh.) med følgende Ord: „Wresen Ø vden for Heszelager; Nels haffuer sin Stod der paa. Nogen Egekrat paa."
„Nels" er Niels Friis, daværende Ejer af Herregaarden Hesselager. — Selv dette elendige Sandrev har altsaa engang haft sin Smule Skov!
Da vi brød op fra Stedet var det blevet fin Støvregn, men just som vi passerede Langeland, brød Solen et Øjeblik igennem og belyste inde paa den lille Holm 4—5 Svartbagmaager og lige saa mange sovende Ederfugle paa Rad langs Stranden. Midt imellem dem sad, som Saul mellem Profeterne, én enlig Aale-krage!
— Vi satte Kursen lige mod Syd.
Fugle registreret i Dof basen.
Poul "Brugs" Rasmussen var forbi Vresen fredag den 22. juli 2017 og har sendt disse fotos:
 |
| Vresen Foto ©: Poul Brugs Rasmussen den 22. juli 2017. |
Hej Erhardt!
Da vi alligevel var i Storebælt i går, lagde vi vejen fobi Vresen, et sted vi ikke kommer så ofte.
Jeg skal love for det er et spændende fugleområde, vi så masser af skarver, en stor flok grågæs og masser af forskellige måger.
Som før sagt var der ca. 25 sæler som holdt til på stenene nord for øen.
Mvh
Poul Brugs
 |
| Vresen Foto ©: Poul Brugs Rasmussen den 21. juli 2017. |
 |
| Vresen Foto ©: Poul Brugs Rasmussen den 22. juli 2017. |
Læs også følgende rapport fra Vresen :
Af Kurt Kaack Hansen, Niels Lumholt Jensen og Vagn Højkjær Larsen
”Skal vi tage den nye eller den gamle jolle”, spørger opsynsmand Gert Junge Nielsen. Vi er taget til fiskerlejet Revsøre, hvor vi har en aftale med Gert om at blive fragtet ud til Vresen på en smuk sensommerdag mandag den 14. August"
Adgangsforhold til Vresen
Retsinformation
Naturstyrelsen
Vresen vildtreservat
Et stykke svunden kystkultur
Sensationelt mange stenvendere på Vresen
.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar